ZIMs koncert i Viborg d. 5/2-15 fik en fin anmeldelse, som vi er stolte af at dele. Vi glæder os til at spille koncerten igen i Aarhus d. 13. juni 2015.
ANMELDELSE i Viborg Stifts Folkeblad, 6. februar 2015:
“MAGELØS BAROKKONCERT
ENSEMBLE ZIMMERMANN, ASMILD KIRKE, TORSDAG: Igennem århundreder har man troet, at de gamle græske og romerske skulpturer og buster skulle fremstå i hvidt marmor.
Først i nyere tid er man blevet klar over, at de var farvelagte og lignede levende mennesker med udtryk.
På samme måde har megen barokmusik for mange fremstået som en ensformig, farveløs affære. Og i mange tilfælde har både fremførelser og klangbillede da også virket rent ud sagt kedeligt. Ført med genopdagelsen af og interessen for de bevarede barokinstrumenter og ved læsning af gamle skrifter om, hvordan musikken skulle spilles, har barokmusikken de senere årtier atter fået liv og sjæl og trækker publikum til huse.
Således også i aftes i Asmild Kirke, hvor Ensemble Zimmermann spillede en perlerække af musik, overvejende fra tiden før Bach, d. v. s. fra før år 1700. Ikke mange af programmets 10 komponister er almindeligt kendte i dag. Vivaldi, Corelli, Buxtehude og Monteverdi, jovist. Men Tarquino Merula og Andres Falconieri? Koncertens overskrift var »Play it again«, en munter hentydning til, at størstedelen af musikken var i den såkaldte passacaglia-eller ciacona-form, hvor den samme akkord-række klinger som en rød tråd igennem hele værket.
Til gengæld levnes der frit rum for musikernes fantasi og improvisationslyst. Karakteristisk for koncerten var også, at der medvirkede slagtøj i form af trommer og tamburin.
Centralt placeret stod et stort og prægtigt cembalo, en kopi af et tidligt italiensk 1700-tals instrument, som blev betjent af ensemblets musikalske leder, Lars Colding Wolf. Han blev flankeret af to barokvioliner, Per Buhre og Antina Hugosson på sin venstre og barokcellisten Inka Döring samt lutspilleren Fredrik Bock på sin højre side. Bagerst sad slagtøjsspilleren Ambjørn Sellin Lebech, og klar på kirkebænken sad baroksopranen Anna Maria Wierød.
Det blev en mageløs koncert! Ikke bare blev der spillet med liv og sjæl, som det også kan opleves i et feststemt spillemandsorkester.
Der blev fortalt historier, skabt billeder og stemninger, demonstreret instrumentale og sanglige færdigheder og ikke mindst udtrykt glæde. Hvad mere kan man forlange af musikken? Intet virkede tungt, alt var dansende, legende og indlysende. Man kunne tro, at de mange akkordgentagelser kunne virke ensformige; tværtimod skete der stadig udvikling og intensivering og serveredes humoristiske indfald, så det var en lyst.
Anna Maria Wierød er et kapitel for sig. Hendes stemmes udtrykskraft er uforlignelig. Utroligt, så mange virkemidler, hun behersker og så bevidst og naturligt hun forstår at bruge dem. Dertil kommer hendes fraseringsevne og rytmesans, som ikke mindst i barokmusikkens mange skæve, dansende rytmer er afgørende. Hun fangede al opmærksomhed med fremførelse af to stort anlagte Merula-arier. Kunst med stort K! Også violinisten Per Buhre viste sig som en vidunderlig sanger. Hans Buxtehude-arie »Wenn Ich, Herr Jesu, habe Dich«, var en betagende og smuk oplevelse.
Mon ikke de fleste gik hjem med den følelse i bagagen, at den slags barokmusik på originalinstrumenter kunne man godt tåle at høre igen og igen.”
