King Arthur

Vi glæder os til at kunne præsentere Purcells semiopera King Arthur! Projektet har været undervejs i nogle år, men blev forsinket af coronanedlukningerne. Nu er det endelig tid til at spille den skønne musik, som vi først opførte tilbage i 2007. Dengang som nu prydes forestillingen af kunstmaler Morten Skovmands billeder, som bliver projiceret op på bagtæppet og danner scenografien. Desværre nåede Morten ikke at se realiseringen af projektet, da han døde i juli 2021 i en alder af 80 år.

Solisterne er sopranerne Anna Wierød, Nana Bugge Rasmussen, kontratenor Daniel Carlsson, tenor Martin Vanberg, bas Jakob Vad, og koret er det veloplagte Hjørring Kammerkor under kyndig ledelse af Anne Mette Vennegaard.

John Drydens finurlige tekster er gendigtet på dansk af Morten Kold i bedste Shakespeare-stil, og skuespiller Jørgen Bing er fortæller.

Den musikalske ledelse er også denne gang lagt i hænderne på Lars Colding Wolf.

Du kan opleve King Arthur i det nordjyske ved 2 forestillinger

Torsdag d. 7. april kl 19.30 på Vendsyssel Teater
Fredag d. 8. april kl 19.30 på Folkekirkens Hus

Billetter kan købes på koncertstedernes hjemmesider og ved døren.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Påsketid er passionstid

Reinhard Keiser (1674-1739): Markuspassion

Andre end J.S. Bach skrev store passioner til Langfredagens gudstjenester. Således Keiser, hvis musik imidlertid er overleveret til os gennem Bach, der opførte denne musik til teksten fra Markusevangeliet ved mindst to tilfælde. Det borger for kvaliteten, at Bach fandt det egnet til opførelse. Formatet er kompakt, men opbygningen på mange måder den samme som hos Bach, hvor recitativer, korsatser og solosang giver et dramatisk forløb.

Anna Wierød, sopran
Nanna Varmer Ipsen, alt
Martin Vanberg, tenor
Kim Jepsen, bas

Evangelist: Matthias Hedegaard

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Morten Skovmand in memoriam

Koncert tirsdag den 15. februar 2022 kl. 19.30 i Pavillonen Grenaa

Grafiker og maler Morten Skovmand døde i juli 2021 i en alder af 80 år. Skovmand har arbejdet sammen med ZIM i forskellige kapaciteter gennem hele ensemblets eksistens. Som organisator i musikforeningen Djurs Barok og i Herregårdskultur gav han os mulighed for at optræde ved en lang række koncerter på Djurslands herregårde og i de små kirker, hvor der ofte var talstærkt publikum.

Det er dog som billedkunstner, at vi vil huske Skovmands indsats. Han har skabt scenografier til Händels ”Acis & Galatea” og ”Dido & Aeneas”, en Scarlatti-koncert i Musikhuset Aarhus, og sidst men ikke mindst Purcells ”King Arthur”. Med enkle virkemidler kunne han iscenesætte et musikalsk værk i sin karakteristiske farvemættede stil og tilføre et visuelt udtryk, som har gjort stort indtryk på os og publikum.

Vi hylder Mortens Skovmands kunst ved at opføre musik, som vi har arbejdet sammen om at levendegøre i lyd og billeder. Arrangementet sker i samarbejde med Grenaa Kunst- og musikforening. Der vil være et udvalg af Skovmands billeder udstillet i koncertsalen.

På programmet er musik af Purcell, Telemann, Buxtehude, Bach, Rameau og Händel, og de medvirkende er blandt andet: Anna Maria Wierød (sopran), Majbritt Young Christensen (blokfløjte, travers), Per Buhre (barokviolin) og Lars Colding Wolf (cembalo).

Pris: 150 kr. for medlemmer. Ikke medlemmer 200 kr.
Dørene åbnes kl. 19.00
Billetter kan købes på www.pavillonen.dk eller ved døren.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Musik i den mørke tid

November er allehelgenstid, og traditionen tro opfører Ensemble Zimmermann et requiem som koncert. Det er det mindre kendte Requiem af Baldassare Galuppi, som vi synes fortjener at blive hørt. Stilen bevæger sig væk fra barok og frem mod et mere galant udtryk ikke ulig Mozart og Haydn.
Koncerten finder sted fredag d. 19. november kl 19.30 i Sct. Catarinæ kirke i Hjørring. Entre 75 kr. Unge under 18 år gratis.


I slutningen af november tager vi forskud på julen med 3 opførelser af Händels Messias. De første 2 er med Højlundkoret i Aalborg og Aarhus, og det sidste er uddrag fra Messias for stryge- og vokalkvartet i den lille og charmerende Sønderup kirke i Himmerland.


Vi glæder os til at se jer!

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Vi savner jer

Det står lidt stille på koncertfronten lige nu, men vi arbejder på at få musikken ud igen både live og på andre måder. I ventetiden er her et et genhør med vores CD „København tur/retur‟

Ciaconne af Johann Valentin Meder (1649-1719)
Posted in Uncategorized | Leave a comment

Galuppi: Requiem AFLYST

Den italienske komponist Baldassare Galuppi  (1706-1785) skrev operaer, klaversonater og kirkemusik. Hans requiem for orkester, kor og sangsolister minder i stilen om Mozart og Haydn. Der er en række smukke arier for sopran- og altsolisterne.

Værket opføres i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring onsdag d. 11. november kl 19.30 med en lille besætning på 4 strygere, 4 sangere og kammerorgel. Strygerne er barokmusikere fra Ensemble Zimmermann, sangerholdet består af sopran Christine Hjort Bjerre, alt Nadja Schmedes Enevoldsen, tenor Jens Olav Heckman og bas Søren Ohlsen. Musikalsk ledelse ved Lars Colding Wolf.

Fri entré, men reserverer gerne plads via kirkens hjemmeside.

Hvis koncerten kl. 19.30 er “udsolgt”, spilles en ekstra kl. 17.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Sommerkoncert i Skagen

Ensemble Zimmermann åbner sæsonen med en kammermusikkoncert i Skagen kirke d. 28. juli kl 19.30.

Anna Wierød (sopran), Inka Döring (barokcello) og Lars Colding Wolf (cembalo) opfører et sommerligt og varieret program. Musikken er en blandet pose med sange fra 1600-tallets Italien (Monteverdi, Merula og Colonna), højbarokke Frankrig (Mondonville) og lidt engelsk (Purcell).

Inka Döring spiller en variationsrække over Greensleeves og LCW præsenterer cembaloet i musik af Dietrich Buxtehude.

Koncerten var oprindelig planlagt til den lille Hulsig kirke, men grundet omstændighederne er den flyttet til den store Skagen kirke, hvor publikum har bedre plads.

Vi glæder os til at se dig!

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Vi krydser fingre!

Vi ser frem mod genåbningen af musik- og kulturlivet i Danmark. I skrivende stund har vi noget i kalenderen i december, hvor vi opfører Bachs Juleoratorium i Viborg Domkirke og Mariager kirke i samarbejde med Coro Misto og dirigent Søren Birch. Vi håber dog, at vi kan realisere nogle kammermusikprogrammer i efteråret, og at det er muligt at spille og synge i Hulsig kirke nær Skagen den 28. juli. Hold øje med vores hjemmeside og Facebook.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Covid-19

Det er med stor beklagelse, at vi må aflyse alle forårets koncerter med Ensemble Zimmermann.

Det drejer sig om tre koncerter med Bachs Johannes-passion i Mariehøj kirke, Dråby kirke og Sct. Catharinæ Hjørring. Vi håber at kunne opføre værket på et senere tidspunkt.

Ensemble Zimmermanns koncert Palmesøndag i Vejgaard kirke aflyses nu, men den kommer igen til næste år.

Vores opførelse af Purcells King Arthur på Vendsyssel Teater 22.-23. april er også aflyst.

Posted in Uncategorized | Leave a comment