I september spiller ZIM to koncerter med nogle af de største hit fra barokken.
Johann Sebastian Bachs 4. og 5. Brandenburgkoncert er omdrejningspunktet i dette program, hvor de berømte orkesterværker er omgivet af musik af komponister, som Bach har kendt og er blevet inspireret af.
François Couperins Concert dans le goût théatral er en kærlig hilsen til hans musikalske forgænger Lully, og blandt toppen af poppen i den franske stil. I Telemanns Koncert for blokfløjte og travers hører man tydeligt de to instrumenters forskelle og ligheder. Traversfløjten adskiller sig blandt andet fra den moderne tværfløjte ved at være af træ og have huller i stedet for klapper, hvilket giver nogle helt specielle klanglige muligheder.
Bachs 4. Brandenburgkoncert har to blokfløjter og violin som solister, men han lavede selv en anden version, hvor han flyttede det hele en tone ned og erstattede violinen med cembaloet, som han sikkert selv spillede. Her er orkestrets musikalske leder Lars Colding Wolf solist på cembaloet. I den 5. Brandenburgkoncert er der hele tre solister: travers, violin og cembalo.
Mariager kirke d. 14. september kl 19.30
Viborg Musiksal d. 15. september kl 19.30. Se hjemmesiden for billetsalg online.
Solister:
Per Buhre, violin
Majbritt Young Christensen, travers og blokfløjte
Monica Schmidt Andersen, blokfløjte
Lars Colding Wolf, cembalo og musikalsk ledelse
Travers- og blokfløjtespiller Majbritt Young Christensen er uddannet på blokfløjte hos Dan Laurin og Nikolaj Ronimus på Det Fynske Musikkonservatoriums MusikerPerformer linje. Hun specialiserede sig efterfølgende i Tidlig Musik og studerede traversfløjte hos Jed Wentz i Amsterdam, og hun blev i 2004 den første til at få en diplomeksamen på traversfløjte fra et dansk musikkonservatorium. Majbritt er medlem af Ensemble Zimmermanns styregruppe og er desuden aktiv som kammermusiker i Danmark og USA.
Monica Schmidt Andersen debuterede efter ni års studier som blokfløjtenist fra solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium i Odense i februar 2016 med koncertrækken “Get Inspired”. Hun har bl.a. studeret hos Nikolaj Ronimus (DK), Erik Bosgraaf (NL) og haft et års udvekslingsophold på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm hos Dan Laurin. Derudover har hun læst en kandidat i musikpsykologi, ”Psychology for Musicians” fra The University of Sheffield i England. Hun har modtaget priser ved internationale konkurrencer, senest en 1. pris i februar 2016 ved Nordhorn internationale soloblokfløjtekonkurrence i Tyskland.