19. og 20 maj opfører vi to kantater af J.S. Bach i Aalborg og Århus. De hører trinitatistiden til, og gør sig bemærket ved, at blæserne - oboer og traversfløjte - har en vigtig rolle.

Vi har endnu en gang fornøjelsen at spille med den engelske oboist Frances Norbury. Vi har derfor sat en koncert for obo d'amore på programmet. Den er måske bedre kendt som cembalokoncert, men her hører vi den altså i hvad, der nok har været den oprindelige version.

Frances Norbury læste musik på St John’s College, Cambridge, hvorefter hun fortsatte på Royal Academy of Music, hvor hun studerede barokobo hos Katharina Spreckelsen. Hun har siden specialiseret sig i barok- og klassisk obo, og hun har spillet med ensembler som The Sixteen, The Academy of Ancient Music, Orchestra of the Age of Enlightenment, The Dunedin Consort, The Gabrieli Consort, The King’s Consort, Amsterdam Baroque Orchestra, Irish Baroque Orchestra, European Brandenburg Ensemble og Florilegium.

Frances Norbury har været med til at etablere The Oboe Band og forsket i og opført originale værker for ensemblet. Dets første cd War and Peace blev udgivet i januar 2010.

Fra 2005-7 studerede hun klassisk og romantisk repertoire i Abbaye aux Dames i Saintes hos bl.a. Philippe Herreweghe og Jane Booth. I 2004 blev hun tildelt et legat af Winston Churchill Memorial Trust, som blev brugt på at rejse rundt i Europa og studere barokdans.

JP Århus | 06.09.2009 | Gribende Frodige Händel, Musikhuset Aarhus

Fin aften med den svenske baroksopran Maria Keohane.

MARIA KEOHANE (sopran) LARS COLDING WOLF (cembalo) ENSEMBLE ZIMMERMANN Musikhuset, Lille Sal, torsdag

Af STEEN SØGAARD

Georg Friedrich Händel kunne passende have taget fornavne som i overskriften her, efter torsdagens koncert med den svenske baroksopran Maria Keohane og Ensemble Zimmermann. Med sin smukke, bløde og velpolerede sopran og en dejlig, naturlig fremtoning tryllebandt Maria Keohane publikum i Lille Sal med to Händel-kantater samt en lille kantate af hans italienske forbillede Alessandro Scarlatti.

Historien om troldkvinden Armida, som under det første korstog forelsker sig i helten Rinaldo og hjælper ham til sejr, var et yndet emne i 1700-tallet. Kantaten skildrer hendes kvaler over, at Rinaldo tilsyneladende kan modstå hendes kærlighed.

Händel skrev et par år senere operaen "Rinaldo" over samme emne (1711).

Maria Keohane levede sig helt ind i historien, som blev fremført i en rund, blød og mørkfarvet tone og med lette, helt ubesværede koloraturer. Dertil kom en tydelig tekst-artikulation og en meget plastisk, nuanceret dynamik, hvor hun gik helt ind i tonens kerne og lod den vokse frem. Det elastiske spil og det fine arbejde med klangfarverne gav musikken et stærkt og nærværende udtryk, som yderlige blev understreget af hendes levende gestik.

Spændstighed og elegance:

Ensemble Zimmermann spiller med imponerende præcision, der bringer spændstighed, smidighed og elegance i fokus. Således i Händels G-dur-sonate opus 5 nr. 4, spillet med lune og underfundighed og plads til hurtige karakteromslag.

Scarlatti-kantaten "Poi che riseppe Orfeo" om Orfeos fortvivlede håb om at få sin elskede, afdøde Euridice tilbage blev ligeledes formidlet med stort musikalsk overskud, tilvejebragt af Maria Keohanes imponerende stemmekontrol også i de helt tynde pianissimo-ansatser.

Ensemblets cembalist Lars Colding Wolf udfyldte dernæst scenen alene med Händels virtuost anlagte g-mol suite. Med en stoisk ro kastede han sig ud i et brillant, medrivende spil, der kom hele vejen rundt i det nybyggede cembalos farveskala. Hans gnistrende spil vægtede musikkens inciterende rytmik og elasticitet samt de rige muligheder for forsiringer og ornamentik, der hører tæt sammen med barokkens udførelsespraskis.

Og sikke en pondus og esprit der var over slutsatsen, den kendte passacaglia.

Stærkt dramatisk tilsnit udfoldede sig i kantaten "Agrippina", der beretter om den romerske kejser Claudius' hustru, som myrder sin mand for at få sin søn af et tidligere ægteskab til magten. Musikkens heroisk-dramatiske udtryk med de meget omskiftelige karakterer kom formeligt til udtryk i Maria Keohanes nu store glansfulde, brillante sopran. Et gribende drama, hvor Händels frodige musikalske kraft kom fuldt til sin ret.

Den solide publikumsapplaus lokkede et ekstranummer frem: Händels mest kendte sopran-arie, "Lascia ch'io pianga" fra operaen "Rinaldo".

jpaarhus@jp.dk

Anmeldelse af koncert i Silkeborg Kirke d. 7/12-08

"...Og så er Ensemble Zimmermann jo et rigtig godt orkester med unge talentfulde musikere, som har specialiseret sig i at opføre barokmusik på originale instrumenter, og man kunne fornemme, at de følte sig hjemme i Bachs musik. De spillede stilrent og autentisk og var med til at fylde musikken med spændstig fremdrift og pulserende liv. "

Anders Gjedsted

Farverig barok

En smuk oplevelse med Purcells semiopera ”King Arthur”

JOHN CHRISTIANSEN , john.christiansen@jp.dk

Det Jyske Vokalensemble og Ensemble Zimmermann, som spiller på barokinstrumenter, har Lars Colding Wolf til fælles. Han er fast medlem af barokensemblet og dirigent for vokalensemblet, og han samlede dem i en prægtig opførelse af Purcells ”King Arthur or The British Worthy” fra 1691.

Det er en såkaldt semiopera, hvor John Drydens hyldest-skuespil til det kun 25-årige kongehus var det oprindeligt væsentligste. Succesen var så stor, at Dryden fik Purcell til at skrive musiknumre som tilføjelse til den talte dialog. Her blev dialogen erstattet af den underfundige fortæller Morten Kold, og scenebillederne blev erstattet af Morten Skovmands smukke abstrakte billeder projiceret op som baggrund. Det virkede godt.

Musikalsk var det dejligt levende. Barokensemblet spillede sig varmt med mange fine klangnuancer, og sangerne var tilsvarende sikre i stil og udtryk og boltrede sig frit og charmerende. Der er megen god musik i ”King Arthur”, mellem mange fine ensembler for eksempel Venus' arie ”Fairest isle, all isles excilling”. Det var en nydelse, som man roligt kan abonnere på andre steder.

Århus Stiftstidende d. 14. december 2007

Kantate 110 og Magnificat af J.S. Bach

Suite og sange af H. Purcell

Ensemble Zimmermann og det Jyske Vokalensemble var under ledelse af dirigenten og cembalisten Peter Seymour sammen om et program med en usædvanlig komponistsammensætning: Bach og Purcell. Spændende, bl.a. fordi de to aldrig har hørt hinandens musik, men begge er fra samme ­periode i historien. Fremmede for hinanden, men med det slægtskab, en fælles tid giver. Der blev opført to kirkelige værker af Bach og ­uddrag af to verdslige operaer af Purcell.

Begyndelsen gav mig lidt bange anelser. Orkester og kor virkede sammenrodet og diffust i begyndelsen af Bachs ’Unser Mund sei voll Lachens’. Strygerne virkede underbemandede og slørede under tyngden af koret og det øvrige orkester. Koncertmester Per Buhre bevægede kroppen meget, men var i grunden lidt svag i sit ­musikalske udtryk, også når han havde solo. På den måde stod den indledende Bach-­kantate lidt svagt. Sang­solisterne var her som i det sidste værk sangere fra ­koret. En svær opgave, som næsten alle ­løste over­raskende godt. Det ændrede dog ikke meget ved mit samlede indtryk af ­første værk.

Fra og med Purcells Suite fra operaen ’King Arthur’ vendte det hele dog mærkbart og blev endda rigtig godt. Balancen var bedre, måske fordi blæserne flyttede sig, så de ikke længere stod bagved strygerne. En »Aire« fra suiten var usædvanlig smukt formet, Yvonne Seymour sang med autoritet, og der var nogle ele­gante afslutninger, bl.a. blev der eksperimenteret med ­ikke at bremse op før slut­akkorden. Sjovt og anderledes! Chaconnen var festlig og blev afleveret med et glimt i øjet. Per Buhre spillede med den klarhed, jeg savnede i første værk. ­Orkestret havde samlet sig.

Bachs ’Magnificat’ stod ret stærkt. Orkestret spillede organisk og sammen, og koret viste sig her fra sin bedste side. Da jeg stadig ikke kan identificere de enkelte sangsolister, vil jeg nøjes med at fremhæve ’Vom Himmel hoch’, der fra Bachs hånd er et stykke virtuost kontrapunkt for kor alene, og som af koret blev fremført med en usædvanlig klarhed. Satsen har mange hurtige passager, som let bliver uklare, men de blev sunget med en lethed og klarhed, som jeg mener er perfekt til stilen. Fuld besætning fungerede stadig ikke helt godt i rummet, selv om balancen også i dette værk var bedre end i det første. Men alle de mere kammermusikalske satser var klare og fremført med autoritet og skønhed.

4 af 6 stjerner

Anmeldt af Thomas Agerfeldt Olesen

Århus Stiftidende skriver:

Slagkraftig barok

Så har man hørt det med: Bartok-pizzicato i barokmusik! Og oven i købet tilsat glidende intonation og bevidst "falsknerspil" til den store guldmedalje. Men hvorfor ikke slå gækken løs, når nu komponisten Biber for mere end 200 år siden gjorde det i sin suite, der beskriver "Das liederliche Schwärmen der Musquetirer"?

Det værk, med respektløs portrættering af krigsguden Mars (humpende brumbas), moderne slagpizzicato i slagscenen (!) og de glidende intonationer til fremstilling af musketerernes mere "liederliche" side, det værk var aftenens perle rent umiddelbart.

Det kom efter pausen, hvor man forinden havde kunnet nyde det musikalske løft, som Ensemble Zimmermann tydeligvis havde fået ud af samarbejdet med violinisten Lucy Russell.

Hun var strålende, ensemblet over daglig standard, både i Purcells, Bibers og Bachs musik. Høj standard, altså.

Det sporedes i alle henseender, i intonationen, i den fælles frasering, i nænsomheden, i voldsomheden.

Ud over Bibers musketer-musik bød koncerten efter pausen også på Purcell - den smukke g-mol chaconne - spillet med følsomhed og elegance på samme tid og med Lucy Russells violintone lysende op.

Afslutningsnummeret var Bachs 2. Brandenburgkoncert, hvor balancen mellem soloinstrumenterne er svær, og hvor solotrompetisten ikke har en chance for at gemme sig. Niels Tilma klarede det flot, og den samlede opførelse var både veloplagt og levende, med en oase af en midtersats for soloinstrumenter. Sidste sats blev givet to gange - publikum fik det ekstranummer, som bifaldet klart lagde op til.

Ole Straarup

Henry Purcell: Suite fra "Fairy Queen". Chacony g-mol. Heinrich I.F.von Biber: Sonata 10. Battalia. Johann Sebastian Bach: Brandenburg Koncert nr. 2 og 5. Ensemble Zimmermann, dir.: Lucy Russell. Skt. Lukas Kirke, lørdag aften.